Palæo pandekager

Find din indre stenaldermand frem og bag pandekager på en utraditionel og sund måde. Palæo kost er på vej frem, og for nyligt kårede P3 ordet ’stenalderkost’ til at være årets ord 2012.

Vil du gerne leve Palæo style og fortsat nyde glæden ved at spise pandekager, er der her en opskrift som giver et fantastisk resultat.

4 æg
1,5 dl piskefløde
100 gram mandelmel
1 spsk HUSK loppefrøskaller
½ tsk bagepulver
Smag til med vanilje og evt. kanel

Pisk alle ingredienserne sammen og lad pandekagedejen stå i nogle minutter. Pandekagerne steges på panden i rigeligt med smør, og serveres med flødeskum.

LCHF pandekager

Flere og flere får øjnene op for LCHF, der kort fortalt går ud på at spise en kost bestående af fedt og proteiner frem for kulhydrat. Traditionelle pandekager består af mel og sukker der i LCHF’ernes øjne er de største skurke i vores kost. Det kan derfor virke som en umulighed at bage LCHF pandekager men det kan faktisk godt lade sig gøre. Og selv om resultatet minder en anelse om klatkager, smager de fantastisk og kan spise med god samvittighed.

Hjemme hos os giver vi tit børnene LCHF pandekager til morgenmad og sender dem af sted i skole i forvisning om, at de har fået en sund start på dagen. De kan sagtens bages dagen i forvejen og så lune i mikroovnen.

Til en god stor portion LCHF pandekager skal du bruge:

8 økologiske æg
400 gram økologisk hytteost
5 spsk HUSK loppefrøskaller

Pisk æg og hytteost sammen til en jævn masse. Tilsæt HUSK lidt ad gangen indtil der opnås en god fast konsistens. Bemærk at der gør et par minutter før end HUSK begynder at gelere og gøre pandekagemassen fast. Pandekagerne bages på en pande i rigeligt med smør. Fordel 5 små klatter på panden og tryk dem flade med en ske. Bag dem ved middel varme til de er flot gyldenbrune.
Spis pandekagerne med smør eller sukkerfri syltetøj.

Grill pandekager

Når det er sommer trækker vi udendørs og tænder op i grillen. Menuen står på bøffer, pølser og korteletter, og rigtig mange glemmer mange at spise pandekager i sommermånederne da pandekager opfattes som en vinterspise. Det er både synd og skam, for pandekager på grill smager fantastisk og det ser imponerende ud, når pandekagerne svinges fra grillen og direkte over på tallerkenen.

Vil du afslutte en forrygende grillaften med nybagte pandekager, er her en opskrift som ikke vil fejle.
Bemærk, at du udover en grill, også skal have en stegeplade, der placeres oven på risten. De fleste grillproducenter tilbyder stegeplader der passer til grillen, så det skal ikke være en hindring.

9 dl mælk
600 g hvedemel
9 æg
3 spsk. sukker
2 tsk. groft salt
3 tsk. vaniliesukker
225 g smør

Bland mel, sukker, vaniliesukker, salt og citronskal sammen i en skål. Pisk mælk i lidt af gangen, til du har en dej uden klumper. Herefter piskes æggene i ét af gangen. Smelt smørret for svag varme og lad det køle til håndtemperatur. Pisk det smeltet smør i dejen.

Lad pandekagedejen hvile i minimum en halv time. Hvis du forbereder dejen inden måltidet, er den klar når hovedretten er spis.

Når pandekagerne skal grilles lægges stegepladen direkte på grillristen, og der skal benyttes direkte varme.
Smelt lidt smør på stegepladen og bag pandekagerne som var det på en almindelig stegepande. Server pandekagerne rygende varme, direkte fra grillen.

Bemærk, at alt efter stegepladens størrelse er det muligt at lave nogle rigtig store pandekager på denne måde, afhængig af hvor meget dej man hælder på stegepladen.
God fornøjelse i sommervarmen

Julepandekager m. lækker appelsincreme

Her er en rigtig lækker opskrift, som er et fantastisk alternativ til æbleskiverne. Den liflige duft af friskbagte pandekager kombineret med den friske appelsinaroma skaber en fantastisk julestemning.

Appelsincremen skal helst tilberedes dagen i forvejen, så det kræver lidt planlægning. Til gengæld bliver resultatet også derefter.

Appelsincreme

150 g god hvid chokolade
¼ liter piskefløde
1 ½ Appelsin kun skallen, fintrevet

Tilberedning af appelsincremen starter med at hakke den hvide chokolade fint. Bring fløden i kog og tag den af varmen med det samme. Lad fløden køle i ca. 5 minutter.

Tilsæt den hakkede chokolade og rør rundt til den er smeltet.

Tilføj fintrevet appelsinskal og stil cremen i køleskabet i mindst 5 timer og gerne til dagen efter.

Pandekager1 liter mælk
250 gram mel
3 æg
2 spsk. Sukker
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. kanel
1/2 knivspids salt
Smør til stegning

Pisk mælk og æg sammen, og tilsæt melet lidt ad gangen. Rør godt rundt i dejen, til alle klumper er væk. Tilsæt sukker, vaniljesukker, kanel og salt og rør hele dejen godt sammen.

Sæt dejen til afkøling i ca. 30 minutter for at hvile.

Rør dejen en sidste gang, og bag pandekagerne på sædvanlig vis.

Appelsinconfit2 stk.appelsiner
45 g. sukker
2 spsk.vand
1 stjerneanis
1 ½ tsk.maizena + lidt vand (til at jævne med )
Grand Marnier

Skræl appelsinerne og skal alle hvide hinder af. Kun det rene frugtkød må være tilbage, for ellers efterlades der en bitter smag. Skær frugkødet i små tern. Smelt sukker i en gryde til det karamelliseres og tilsæt appelsintern og stjerneanis. Lad karamelmassen simre under låg i et par minutter. Rør maizena og vand sammen i en lille kop, og jævn massen. Tilsæt et skvat Grand Marnier og lad det køle.

Server pandekagerne med appelsincreme og confit. Nyd gerne et glas hjemmelavet glögg og tænd adventskransen.

Rigtig glædelig

Protein pandekager

Har du været ude og cykle en lang tur, eller har du givet den gas i det lokale fitnesscenter, så kan du meget vel trænge til en opstrammer. Og som i så mange andre af livets facetter, er pandekager den helt rigtige løsning.

Men, når nu samvittigheden er i top, har du nok ikke lyst til at svine din krop til med usunde og kaloriefyldte pandekager, og så er protein pandekager det helt rigtige for dig.

Protein pandekager er ikke tilsat kunstigt proteinpulver, og de smager faktisk rigtig godt.

6 æggehvider
4 dl havregryn
2 moste bananer
Mælk til det har den korrekte konsistens
1 håndfuld mandler
1 knivspids Salt
Solsikkeolie til bagning

Hæld alle ingredienser i en blender og blend godt og længe (mindst ét minut). Varm panden godt op og hæld en anelse solsikkeolie på. Bag protein pandekagerne på vanlig vis.

Server protein pandekagerne med frisk frugt og eventuelt lidt honning.

God træning og velbekomme.

Tips til bedre pandekager

At bage pandekager er både hyggeligt og nemt, og det er en aktivitet som både børn og voksne kan få masser af sjov ud af. For at opnå det bedst mulige resultat har vi samlet en række gode råd og tips til pandekagebagningen – Rigtig god fornøjelse!
  • Sigt melet i dejen, og kom kun lidt af melet i ad gangen. På den måde undgår du at pandekagedejen klumper, og den er meget nemmere at røre ud
  • Erstat en lille smule af mælken med fløde. På den måde får du en mere blød pandekage der er nem at rulle, også selv om der er meget syltetøj i :-)
  • Erstat lidt af mælken med vand (eller øl). Det gør pandekagerne mere sprøde
  • Hold pandekagerne lune ved at lægge et stykke sølvpapir eller en tallerken over de pandekager du har bagt
  • Bag en stor portion, og frys de pandekager der ikke bliver spist. Læg et stykke bagepapir mellem hver pandekage, så du nemt kan tage det antal pandekager ud af fryseren du har brug for

Crépes Suzette

Denne klassiske franske opskrift løfter dine pandekager op på et højere gastronomisk niveau. Det er en fantastisk dessert som afslutning på et klassisk fransk måltid, og vælger du at flambere pandekagerne ved bordet er du sikker på at imponere dine gæster.

Hvor crépe suzette stammer fra er en smule uklart; en historie fortæller, at den 14 år gamle tjener Henri Charpentier opfandt crépe suzette i 1895, da han arbejdede ved Monte Carlo Cafe de Paris. Han skulle forberede en dessert til prinsen af Wales og hans ledsagerske prinsesse Suzanne, og ved en fejl 'opfandt' han dermed crépe suzette.


Pandekager
4 æg
2 dl piskefløde
1 dl vand
1 dl hvedemel
revet skal af 1 citron
Smør til stegning

Sauce
100 g smør
80 g flormelis
½ dl friskpresset citronsaft
1¼ dl friskpresset appelsinsaft
50 g hakkede, smuttede mandler

Rør pandekagedejen sammen, og bag pandekagerne. De skal være tynde, så de nemt kan foldes. Fold pandekagerne til en trekant ved at folde dem to gange, og hold dem lune.

Saucen: Smelt smørret i en dyb pande, gerne en pande der egner sig til servering (for eksempel en kobberpande). Tilsæt sukker og frugtsaft og kog det ind til en tyk sauce.

Når saucen er klar, vendes pandekagerne en for en på panden, så de er dækket med sauce. Anret alle pandekagerne på panden. Overhæld pandekagerne med Grand Marnier og eventuelt Cognac, vend panden væk fra dig og tænd ild til pandekagerne. Det er vigtigt at antænde alkoholen med det samme.

Anret pandekagerne på tallerken, overhæld dem med resten af saucen og drys med mandelsplitter. Pynt eventuelt med lidt flødeskum.

Pandekager med is

Alle børn elsker pandekager med is. Og voksne plejer nu heller ikke at holde sig tilbage, når den herlige spise bliver serveret.

Når du skal bage pandekager med is, er timing altafgørende. Pandekagerne skal være varme, og isen skal være kold.

Traditionelle danske pandekager
1 liter god vaniljeis
Fløde til flødeskum
Hindbærsyltetøj
Mandelsplitter

Pandekager med is skal helst serveres direkte på tallerknen. Du må derfor bruge lidt tid i køkkenet når tallerknerne skal anrettes. Om du vælger at servere en eller to pandekager med is pr. gæst er op til dig.

Bag en god stabel pandekager og hold dem varme. Pisk fløden til skum.

Placer en pandekage på tallerknen, og placer et aflangt stykke is på midten af pandekagen. Dryp lidt hindbærsyltetøj på isen. Rul pandekagen forsigtigt sammen og anret med en god klat flødeskum oven på pandekagen. Top med mandelsplitter og server straks.

Banan pandekager

Her er en lidt speciel opskrift på pandekager, hvor bananer indgår som ingrediens i dejen.

3 bananer
2 æg
2 dl mælk
125 gram mel
1 tsk. sukker
½ tsk. bagepulver
1 knivspids salt
Slå æggene ud i en skål og tilsæt mælk, mel, sukker, bagepulver og salt. Pisk dejen grundigt, til der ikke er klumper i dejen. Mos bananerne med en gaffel og bland dem i dejen. Lad dejen hvile i 30 minutter.

Bag pandekagerne på panden ved at hælde en lille klat dej på midten af panden.

Pandekager Med Kærnemælk og æblesmør

Her er en opskrift på pandekager som stammer fra tidernes morgen. Mange ældre mennesker foretrækker at bage pandekager med kærnemælk. Kærnemælken giver en unik smag, som nogen elsker og andre syntes er underlig.

5 dl kærnemælk
200 g mel
4 æg
2 spsk. rørsukker
2 spsk. vaniljesukker
2 tsk. bagepulver
½ tsk. salt
Revet skal af en citron
Lidt citronsaft
Smør/olie til stegning

Pisk alle ingredienserne godt sammen og lad dejen hvile i 30 minutter. Pandekager med kærnemælk skal bages tykke. Dette gøres ved at hælde dejen ud på midten af panden, og så selv lade den flyde ud til siderne. Bag pandekagerne til de er flot gyldne.

Kærnemælkspandekager smager fantastisk hvis de serveres med æblemos eller anden lun frugt.

Et rigtig godt alternativ er at servere kærnemælkspandekagerne med æblesmør. Æblesmør kræver lidt tid at tilberede, men så kan det også holde sig i op til en måned i køleskabet. Derfor er det en god idé at lave en stor portion, som så kan nydes til mange forskellige retter.

20 gode æbler skrællet og delt i kvarte
1½ dl sukker
1½ dl æblecider
2 tsk citronsaft
1 stor kanelstang
1 tsk stødt ingefær
1/2 tsk stødt kanel
1/2 tsk stødt muskatnød (kan undværes)
1 knivspids stødt nellike

Alle ingredienserne hældes i en god tykbundet gryde. Start med at varme gryden op ved høj varme, og så skru ned for bluset når det begynder at koge. Lad gryden simre i en time og sørg for at røre i gryden ofte. Æblerne må under ingen omstændigheder brænde på, da det vil ødelægge den gode smag. Når æblerne er helt udkogte blendes æblemassen så den bliver helt jævn og fin.

Sænk varmen yderligere og lad æblemassen hygge sig i gryden i mindst 2 timer. Sørg fortsat for at røre godt i gryden, og pas på at den ikke bliver for varm. Det færdige æblesmør vil være mørkt og have en meget tyk konsistens. Tag gryden af bluset og køl æblesmørret ned.

Hvis du ønsker at gemme æblesmøret i længere tid, kan du hælde det på lufttætte glas. Du kan også vælge at fryse det ned. Tilføjer du Atamon, kan det holde sig i meget lang tid.